Hej solstråler.
I dag er der præcis en uge til at jeg tager på efterskole. Der skal jeg bo i et år, og jeg skal lære 115 andre mennesker at kende. Jeg har slet ikke ord nok til at beskrive hvor meget jeg ser frem til det, og hvor meget jeg bare glæder mig til at prøve noget nyt. Når det så er sagt, så kan jeg heller ikke finde ord nok til at beskrive hvor meget jeg kommer til at savne alle dem herhjemme. Min familie som har støttet mig i 15 snart 16 lange år. Det er dem som har stået bag min ryg hele mit liv, hjulpet mig igennem svære perioder og dem som altid har støttet mig i medgang og modgang. Jeg kan ikke se hvordan jeg dog skal bo et sted hvor jeg ikke lige kan kalde på min mor og far, eller hvor jeg ikke bare lige kan løbe ind i stuen og kramme min lillesøster.
Min familie er en gruppe. I en anden gruppe, ligger alle mine venner og veninder som jeg har gået i skole med i rigtig mange år. Godt nok snakker jeg stort set ikke med nogle fra min egen klasse, men alle de andre fra min årgang, de har sat sig, hver især, på en helt speciel plads i mit hjerte. Når jeg tænker på at jeg skal væk fra dem og at jeg ikke skal være mindre end 10-15 minutter væk fra dem, det kan nemt få mig til at tude. Jeg har været til så mange gode og fantastiske fester og sammenkomster med dem, og hver eneste gang har bare været fandens hyggeligt. Ikke mindst hyggeligt, men det har også sat os tættere på hinanden, alle sammen.
Når man også har hygget sig lidt ekstra med nogle, så sætter de et særligt præg på mig, og jeg kommer virkelig til at savne hver enkelt person.
Det næste år på efterskolen vil helt sikkert være fyldt med alt fra de dummeste dramaer til de sødeste øjeblikke, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften. Jeg håber så stærkt på at kontakten stadig er der fremover, når vi nu alle sammen spredes i alle retninger.
Vestsjællands Idrætsefterskole, you better be ready, 'cause here I come <3.
