Der er tanker og følelser..

Hey læsere :) - det bliver et langt indlæg her til aften ..

Onsdag. Onsdag d. 23 - Idag er det 3 uger siden min arm lignede .. Ja rent ud sagt: lort.. Knækket midt over, delt i 2, for ikke at sige 4.
3 uger er gået, og de er gået hurtigt - og det blev tid til at stingene skulle fjernes og jeg skulle se mit skelet af en "arm" for første gang i lang tid siden den aften i hallen.

Da lægen fjernede gipsen og jeg selv skulle bære armen med muskler som jeg næsten ikke kunne kontrollere og håndtere, fik jeg et kraftig sug i maven. Jeg var endnu en gang forskrækket over at min arm kunne se så skrøbelig og mærkelig ud. Jeg tænkte en masse ting. "fuck nej, hvad sker der?!", "nej nej nej nej, det er MIN arm og den skal ikke se sådan ud !", og mange andre lignende tanker. Jeg var nervøs og trist. Nervøs for smerte og trist over at jeg har oplevet sådan noget lort.

Sygeplejersken startede med at fjerne sting og overlægen talte om skruer, skinner og følesans i fingre.
Jeg havde aller mest lyst til at bryde sammen eller trække armen til mig, men jeg prøvede at fokusere på overlægens vise ord. (dele af dem kom ind af det ene øre, og forsvandt lige så hurtigt ud af det andet. Nøj hvor var det svært..)

Efter besøget på sygehuset tig jeg efter lidt, i hallen for at styrketræne og snakke med de andre. Og for første gang i 3 meget hårde uger, rørte jeg en trampolindug under mine fødder. Pletten i hjørnet - mit blod, fik mig til at tænke. Tænke på situationen dén aften. På hvordan det hele skete, og hvad jeg så oplevede de efterfølgende sekunder, minutter, dage. Og på hvor heldig jeg var. Jeg kunne have brækket mere, værre og ekstra alvorlige knogler i kroppen. Jeg kunne have brækket nakken og ende som lam fra livet og ned.

Det giver stof til eftertanke, det kan jeg godt love jer venner. Og jeg må indrømme, jeg er sgu en smule bange for at springe rigtigt igen. Jeg er pludseligt bange for højder og rotation... Jeg er bange for at min arm aldrig bliver 100% normal igen, og jeg er bange for at jeg aldrig kommer tilbage på samme niveau...

Det er ting som jeg er forfærdelig ked af at indrømme, og tårer presser på når jeg skriver det ned eller tænker på det. Jeg håber inderligt på at genoptræning er det der skal til for at det bliver godt. Jeg håber at jeg kan bruge alt ved arm og fingre som muligt. Og at det kun er spørgsmål om tid.
Jeg håber venner, det gør jeg virkelig...

S-O-M-M-E-R

Så folkens, nu er det skam blevet sommer for alvor ! Siden kl. 12 i middags har jeg ligget udenfor sammen med min mor, på solseng med et par hyggelige blade - og er i helt vilde, hvor var det fedt :) solen stod højt på himlen og det var hele 30 grader på terrassen. #fedtfedtfedt!
Nu er vi trukket indenfor efter dejlig grill-mad bestående af pølser, kartoffelsalat, brød og humus, og hakkebøffer med bacon - MUMS!

Har i ellers nydt vejret idag? De lover desværre lidt regnvejr imorgen, men håber på at det klarer op :))

Der er lige et stemningsbillede fra terrassen:

En vild oplevelse ..

Hey læsere :)
Umiddelbart så var det jo kun en simpel og meget enkel beskrivelse af hvad der skete med min arm, i det tidligere indlæg her på bloggen. Derfor tænker jeg at jeg da lige kan fortælle jer hele historien..
Altså jeg var til træning en onsdag og jeg havde fået mellemørebetændelse dagen før, så jeg kunne i forvejen ikke høre særlig meget. Jeg går så op i trampolinen og min ene træner står nede i den anden ende og råber at jeg skal lave noget bestemt. Det han siger , hører jeg som noget andet og siger til min anden træner at jeg skal have måtte og at jeg skal kaldes ud. Men han hørte jo godt hvad ham den anden sagde, så det hele bliver én stor misforståelse. Jeg retter selv nogenlunde ud, får kigget ned og ser at jeg er på vej ned på snotten, rammer hurtigt med fødderne og forsøger at lave et rullefald for ikke at lande på hænder og ansigt, desværre rammer min venstre arm ned i trampolinen, og den knækker på stedet...
Her opfatter jeg så først et par sekunder efter, at min arm er brækket, og jeg skreg som aldrig før. Jeg var i komplet chok og jeg anede ikke hvad eller hvor jeg skulle gøre af mig selv.. Da det så var et åbent brud på armen, havde knoglen på vej ud, cuttet en blodåre - hvilket resulterede i at der var blod over det hele, både på trampolinen og på gulvet / måtten.
Det var så afsted til Køge sygehus med akut ambulance, og her lå jeg så som sagt i 10 lange dage..
#Her er et billede af min "nye" arm ;

Hvorfor gør vi sådan..

Hej læser - ja dig, dig som sidder og kigger nu.. Det her indlæg vil være et af dem som giver - eller helst skulle give lidt stof til eftertanke til hver enkelt person som læser det. Da jeg tænke på det her emne, så undrede jeg mig. Jeg havde det en smule mærkeligt, men jeg synes også at det er en lidt sjov ting.. - jeg vil lige sige, at det her indlæg ikke vil være sjovt, men det er nærmere et langt og ellers interessant ét. Så sæt dig godt til rette, og læs med fornøjelse ;-) #Skal vi prøve? Ok, så starter vi her... Hver morgen står vi op, gerne 2 timer før og bruger tid på hår, makeup og på det helt rigtige outfit. Vi glemmer måske dagens vigtigste måltid, og måske kommer vi også lige 5 minutter senere afsted på grund af at man blev i tvivl om blusen nu passede til bukserne. Det jeg taler om her, er det faktum at vi egentlig bruger utrolig meget tid på at gøre os helt klar til dagen. Og hvad skal dagen bruges på...? Skole.. Og nu tænker du måske at jeg bare sidder og spiller hellig med bogstaver, men nej det er overhovedet ikke min hensigt. For jeg er også en af dem som bruger alt for meget tid foran spejlet om morgenen. Jeg har i mange år, ligesom mange mange andre, brugt hver morgen på at sætte håret helt rigtigt, på at kigge ind i klædeskabet for at finde det helt rette sæt tøj, og på at lægge en masse makeup. Min pointe hér er, hvorfor? Hvorfor bruger vi al vores tid på at stå foran det skide spejl? Hvem skal vi absolut imponere? Det kan godt være at vi gør det fordi vi er utilfredse med vores naturlige udseende, eller fordi vi ikke vil vise vores skønshedsfejl såsom pletter i ansigtet, eller strittende ører. Men hvorfor kan vi ikke bare stå op, børste vores tænder, sætte håret op i en knold og så tage i skole? Nogle teenagere går alligevel hjem efter skole for at sove.. Altså jeg ved ikke hvad i tænker, og måske er det også bare mig som er gal på den, men helt ærlig - jeg spørger mig selv om det samme - Hvad skal det til for?.. Jeg har ikke i sinde at dømme folk, og jeg beder ikke om at i lader vær med at "gøre jer i stand", men jeg synes bare at det er ret interessant at vi egentlig gør SÅ meget ud af .. Ja, ingenting. Vi går i skole for at lære en lille smule i 5 måske 6 fag, og så tager vi hjem igen. Det ville da være noget andet hvis man skulle noget vigtigt efterfølgende, men umiddelbart så burde det egentlig ikke være så stor n ting at gå i skole. Lige nu ville det være mærkeligt at komme i skole i noget der lignede nattøj (vi snakker bare joggingbukser og hættetrøje med hyggestrømper) ikke fordi der er noget galt i det!, men prøv og overvej hvis man kun behøvede lige netop dét? Så ville vi slippe for hurtigt-dømmende mennesker, mennesker som tror de er bedre, og vi ville være fri for mennesker som går rundt med selværdsproblemer fordi de ikke "kan leve op til de andre". Men det kan de jo godt, det er netop kun fordi at vi alle prøver at overgå hinanden med tøjstykke og ego. Vi vil gerne have det lækreste sæt tøj, men det er jo altså ikke nødvendigt vel...? Ja det var dét jeg havde.. Jeg håber ikke at i er blevet stødt eller at i nu tænker at jeg bare er ondskab med dén tankegang.. Jeg håber derimod at i kan følge mig, og forstå mig - og bliv endelig ved med det i hver især gør, men i er nu altså også smukke og dejlige uden lækre bukser og flot makeup <3 Nu vil jeg ikke fylde jer med mere - hav en skøn "mini-ferie" :-) Peace out !<3

Man down..

Hey smuklinger ..
Som i nok har lagt mærke til, så har jeg ikke blogget i meget lang tid. Og det skyldes 2 ting... For det første så har jeg ikke rigtig haft humøret til at lægge hovedet i blød til bloggen, (det er jo en ærlig sag...) og for det andet så har jeg altså brækket armen .. :( Jeps, den er meget brækket. Begge knogler i min venstre underarm knækkede desværre til en træning i forrige uge, og det var både med blod og babbu-babbu. (!)
Jeg brækkede armen onsdag, og blev indlagt med henblik på operation, narkose og så mange andre ting. Her lå jeg så i 9 dage (det trak selvfølgelig ud fordi min arm hævede op under 1. operation, som hindrede lægerne i at lukke et af sårene)..
9 dage på Køge sygehus er meeget lang tid, og man blev også lidt træt af TV3's reklamer efter et par dage. :)
Nu er jeg hjemme igen, og gud nej hvor er det besværligt med armen i ''gips'' ! Arh jeg har lyst til at rive lortet af og ryste armen - men det er umuligt, og derfor endnu mere irriterende ! Det værste ved det her, det er at jeg er virkelig handicappet. Altså jeg ved godt at jeg har min højre arm (thank god for that... , men hold op hvor er det besværligt ! Sådan nogle simple ting som at tage et bad, skære mad ud, ordne håret og tage sko på - det er altså lige pludselig (næsten) umuligt. Jeg har utrolig svært ved at vænne mig til at være delvist handicappet, og når man tænker på at jeg skal have gips på i yderligere 4-5 uger, så bliver jeg sgu lidt træt i hovedet ... Men man kan vel bare beholde armene inde i vognen når man springer trampolin ! Og det var ligeså vel ment som et godt råd til jer derude - lad vær med at bruge armene som en redskab for og undgå skrammer i ansigtet. Tag armene til jer, og rul om på ryggen, inden det går galt !:-))

Nu må i have det hyggeligt, og så vil jeg forsøge at blogge lidt mere, men lov mig at have lidt tålmodighed - det er altså ret svært og blogge med én hånd ;-)