Onsdag. Onsdag d. 23 - Idag er det 3 uger siden min arm lignede .. Ja rent ud sagt: lort.. Knækket midt over, delt i 2, for ikke at sige 4.
3 uger er gået, og de er gået hurtigt - og det blev tid til at stingene skulle fjernes og jeg skulle se mit skelet af en "arm" for første gang i lang tid siden den aften i hallen.
Da lægen fjernede gipsen og jeg selv skulle bære armen med muskler som jeg næsten ikke kunne kontrollere og håndtere, fik jeg et kraftig sug i maven. Jeg var endnu en gang forskrækket over at min arm kunne se så skrøbelig og mærkelig ud. Jeg tænkte en masse ting. "fuck nej, hvad sker der?!", "nej nej nej nej, det er MIN arm og den skal ikke se sådan ud !", og mange andre lignende tanker. Jeg var nervøs og trist. Nervøs for smerte og trist over at jeg har oplevet sådan noget lort.
Sygeplejersken startede med at fjerne sting og overlægen talte om skruer, skinner og følesans i fingre.
Jeg havde aller mest lyst til at bryde sammen eller trække armen til mig, men jeg prøvede at fokusere på overlægens vise ord. (dele af dem kom ind af det ene øre, og forsvandt lige så hurtigt ud af det andet. Nøj hvor var det svært..)
Efter besøget på sygehuset tig jeg efter lidt, i hallen for at styrketræne og snakke med de andre. Og for første gang i 3 meget hårde uger, rørte jeg en trampolindug under mine fødder. Pletten i hjørnet - mit blod, fik mig til at tænke. Tænke på situationen dén aften. På hvordan det hele skete, og hvad jeg så oplevede de efterfølgende sekunder, minutter, dage. Og på hvor heldig jeg var. Jeg kunne have brækket mere, værre og ekstra alvorlige knogler i kroppen. Jeg kunne have brækket nakken og ende som lam fra livet og ned.
Det giver stof til eftertanke, det kan jeg godt love jer venner. Og jeg må indrømme, jeg er sgu en smule bange for at springe rigtigt igen. Jeg er pludseligt bange for højder og rotation... Jeg er bange for at min arm aldrig bliver 100% normal igen, og jeg er bange for at jeg aldrig kommer tilbage på samme niveau...
Det er ting som jeg er forfærdelig ked af at indrømme, og tårer presser på når jeg skriver det ned eller tænker på det. Jeg håber inderligt på at genoptræning er det der skal til for at det bliver godt. Jeg håber at jeg kan bruge alt ved arm og fingre som muligt. Og at det kun er spørgsmål om tid.
Jeg håber venner, det gør jeg virkelig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar