The bomb is ticking. To real life..

Så kom der lige et af de øjeblikke hvor man får set sine mapper igennem fra tidspunkter i ens liv som man lige havde glemt. Jeg havde ikke glemt de her billeder, og slet ikke minderne som hører til, men jeg havde måske bare lagt dem lidt væk. Der er jo en del og tage sig til på skolen hele tiden..

Jeg har siddet med de her billeder tit, og jeg fik lyst til at sætte dem sammen til et stort "memory-picture". Jeg har specielle minder til hvert eneste billede, og jeg kan huske dem alle sammen. 

Nogle er taget fra skolens hjemmeside, andre er fra Vic's kamera. 

Jeg elsker at få den der følelse af at man er en del af noget fantastisk, og den følelse har jeg haft i næsten 6 måneder nu. Det betyder en hel del at jeg har de her billeder, og jeg vil også kigge på dem når jeg er færdig på skolen. uhh... Den tanke er bestemt ikke rar.. 

Får et sug i maven når jeg tænker på at tiden på efterskolen ikke varer evigt. Vi lever måske lidt i en osteklokke. Lidt beskyttet fra virkeligheden, uden nyheder udefra på grund af mangel på fjernsyn, vi bliver passet på og forklaret at der er masser af tid endnu. Men den kloge elev ved godt at der ikke er længe til at vi skal tage afsked med hinanden. Der går ikke lang tid før at det pludselig er tid til eksaminer. Tid til at teste, og afprøve talenter. Snart er det tid til de sidste opvisninger som en samlet årgang. Tid til at vågne. Vågne, og træde ud af osteklokken, vinke farvel til en hverdag med automatisk morgenmad med hinanden, med sin "familie" og farvel til eventuel overflødig tid. Så skal vi ud og prøve nye ting. Starte på nye skoler. Møde nye ansigter igen og holde hovedet koldt endnu engang.
Gid man for en gang skyld aldrig skulle træde ud af osteklokken. Ville ønske at tiden på VIE aldrig holdt op. Hvis man bare kunne stoppe tiden, og blive lige hér et stykke tid endnu.

Alting går bare alt, alt, alt for hurtigt.....

xx