Hej Bloggen.
I mit sidste indlæg fortalte jeg om hvordan jeg havde det da jeg var lille, og sprang trampolin. Det var på et lidt nemmere plan, men stadig med det ønske om at blive bedre..
Jeg havde nogen forhindringer, men jeg synes selv at jeg nogenlunde er kommet over lige netop det.
I dag er jeg på et højere plan som gør at jeg hele tiden udvikler mig, og jeg får hele tiden nye oplevelser som kan puttes ned i gemmekassen. Jeg får lært en masse om mig selv og finder ud af ting som jeg ikke vidste fandtes inden i mig selv. Jeg har fundet ud af at det ikke betaler sig at blive sure på andre i stedet for på sig selv, det nytter ikke at give andre skylden for det lort man lavede til træning eller til konkurrencerne. Jeg har været lidt god til at sige; "ej for fanden det er også bare trampolinens skyld.." og "for fanden da, det var også hende dér's skyld at jeg kiksede". Men der er jeg klart blevet klogere. Jeg ved godt det ikke var "hendes" skyld at jeg ikke lavede 10 perfekte spring. Det var ikke trampolinens skyld at jeg blev nummer 3 eller 4. Den eneste som kan bebrejdes er mig. Det er min skyld at jeg måske smed guldmedaljen væk. Jeg vidste godt at armene skule have siddet dér, og ikke der hvor de faktisk sad. Men det var min egen skyld, og jeg har lært at jeg ikke kan sende lorten videre.
Måske handler det om at jeg ikke har kunne håndtere de følelser som ville komme med hvis jeg accepterede min egen fejl. Måske magtede jeg ikke at jeg skulle blive sur på mig selv, og det var faktisk også meget lettere at give lorten videre til en anden, så jeg slap for at være en muggenrøv. Men det var jo forkert? Jeg vidste inderst inde godt at det var min fejl, jeg gjorde bare ikke noget ved det.
Dér er jeg blevet klogere i dag, og jeg har fundet ud af at det betaler sig at blive sur på sig selv. Det hjælper mig ind imellem til træning, hvis jeg har haft 5 ture med det samme lort, og jeg så giver mig selv en "indre skideballe". Jeg bliver rasende!
Jeg ved godt at jeg kan gøre det bedre, og det jeg lige laver nu, er fanme for dårligt! Gør det bedre! Prøv nu!
Til konkurrencerne bliver jeg ikke sur direkte efter, hvis jeg kikser. Først bliver jeg skuffet, og så kommer tårene. Det sværeste ved de konkurrencer er (synes jeg), mine egne mentale krav til hvad jeg skal præstere, og publikum som også forventer noget af mig. Selvfølgelig gør de det? Hvad ville en konkurrence være, uden forventninger...?
Hvis jeg så hopper ud på måtten, og ikke formår at leverer hvad jeg virkelig kan og vil - ja så kan jeg sgu ikke holde tårene tilbage. Det er ligegyldigt om det er til en Dancup eller til et DM. Tårene er der hvis jeg kikser - hver gang..
Efter jeg har grædt og hvisket undskyld til min træner (inde i hovedet), så bliver jeg sur.
Hold kæft hvor er du dum Sara. Hvad fanden var det der? Du ved du kan gøre det bedre, hvor er det ondsvagt!
Det der med at være bange for noget sidder stadig i kroppen efter 9 år i den samme rutine.. Dette sidder dog ikke på træneren, og det at frygte skæld ud. Det ligger da hos nye spring og momenter. Stadig efter at have sprunget trampolin i 9 år, og efter at have haft det der med, at jeg godt vil blive bedre til det, så frygter jeg lidt nye spring. Jeg frygter skader som kan påvirke mig, jeg frygter at jeg ikke vil være i stand til at lave lige netop det spring, fordi jeg har grænser. Jeg har grænser, som jeg har rigtig svært ved at overtræde, og jeg er bange for at udvikle mig yderligere end hvad jeg kan sige højt. Jeg kan godt sige at jeg gerne vil lave ny rekord, eller lære et nyt spring, men jeg tør ikke? Jeg vil ikke, men på den anden side vil jeg godt? Sådan har jeg det rigtig tit, men jeg har aldrig turde at sige det højt til nogen før. Jeg er endnu bange for reaktioner og svar på hvad jeg har at fortælle, og hvad nu hvis jeg bliver sagt imod? Hvad nu hvis jeg ikke får accept fra træneren?
Jeg må nok tage mig gevaldigt sammen hvis jeg gerne vil det. Og hvis jeg vil det nok, kan det vel ikke være så svært...................?...............
Ingen kommentarer:
Send en kommentar